Indsejling til øen Vulcano nord for Sicilien

Oscar dykker ned under båden.

Oscar holder udkig og sørger for, at vi ikke sejler ind i andre skibe.

Arthur sammen med onkel Tobias

Arthur tager en slapper på dækket

To brødre på vej mod toppen af Vulcano :)

Oscar på Vulcano med Storm og andre sejlbåde for anker ud for øen.

Krateret

Arthur og Oscar vandre op på krateret af vulkanen på øen Vulcano.

Det var en lang sej vandre tur til toppen. Der var ikke kun varmen fra luften, men også fra vulkanen under fødderne.

Den modsatte kraterryg, hvor der steg svovl dampe op fra. Der lugtede af rådne æg på stort set hele øen på grund af svovl dampene. Selv i vandet i ankerbugten steg der små bobler op, som lugtede af æg.

Arthur laver lektier :)

Flot solnedgang på sejlturen imellem Sicilien og Sardinien.

Vi er tilbage i Grækenland, hvor vi nu har haft ca. 20 dages fantastisk badeferie i de små ankerbugter med Azurblåt vand og masser af varme. Børnene har haft stor gensynsglæde ved at vende tilbage til de steder, som de elsker mest efter vores tur på et halvt års tid, hvor vi endte i Grækenland. 

Nu skal båden sejles tilbage til de franske kyster. Turen tilbage igennem Middelhavet starter den 28. juli 2012, hvor lillebror, Tobias, lander på Korfu. Mai og Sol flyver hjem fra Korfu til Milano. De skal hente vores bil, som står i langtidsparkeringe i Milano Lufthavn, og kører den til Port Saint Louise ved Marseille, så den står klar til Storm ankommer der. De flyver videre hjem fra Nice til Danmark.

Arthur, Oscar, Tobias og kaptajnen skal sejle de ca. 1000 sømil i Storm til Port Saint Louise inden for 20 dage.

Vi glæder os til at se jer alle sammen igen:) Vi ses snart. 

Så er vi nået til  7. land på vores tur og det sidste. Det er en hel befrielse at komme hertil fra Italien der mildest talt var lidt af en prøvelse.
Fra Rom sejlede vi videre sydpå. Men vi nået kun en havn ned da vi måtte sejle i havn pga af voldsomt store bølger og ingen vind. Porto Turistoco di Roma koster den nette sum af 40 eur for en nat. Men så var der tilgengæld porte med koder så ingen uvelkomne havde adgang. Vi fik en lille dag på stranden ved siden af havnen, hvor børnene badede i de vilde bølger. Sandet havde forvandlet sig fra hvidt på Sardinien til kulsort ved Italiens Kyst.
Da dønningerne havde lagt sig sejlede vi videre ud til nogle små øer. Vi lagde anker i en lille bugt ved øen Ponza. Stedet minder lidt om Møns klint, bare lige et par hundrede meter højere. Her stiftede vi rigtig kekendskab med de såkaldte katabastiske vinde. Det er vind som ligesom kanalisere sig gennem bjergene og giver nogle voldsomme vindstød. Der lå omkring 50 både for anker i bugten, og de så alle sammen helt rolige ud selvom vinden stormede ned over os. Sådan føltes det i hvertfald! (Piet vil måske ikke være helt enig i min udlægning!!). Men ankeret hold helt fint hele natten og vi fik en helt utrolig dejlig badetur tidlig om morgen hvor vinden havde lagt sig. Der er altså ikke meget der kan måle sig med en morgensvømmetur på 7 meters helt klart vand. Vi blev i to dage og sejlede i gummibåden ind til den hyggelige by.
Næste stop var øen Ventotene, hvor vi lagde båden til en en lille hyggelig havn. Vi fik lov til at betale "special price" 30 eur, for som havnemanden sagde "det er jo en lille båd". Mange tak! Øen Ventotene og naboøen San Stefano er før blevet anvendt som fængselsøer og fra havnen kunne man se over på det gamle fængselsanlæg. Øen var kendt som "Devils island" og man kan sagtens forestille sig hvorfor når man så den barske kyst rundt om fæstningen.
Dagen efter sejlede vi mod øen Ischia, til en lille havne San Angelo. Men her ville de have 70 eur for en nat så vi smed anker i bugt ved siden af. Det blev en urolig nat med katabastiske vinde og dønninger. Så det blev ikke til meget søvn den nat. Tidlig næste morgen sejlede vi videre. Mest for sjov ringede vi til Capri marina. Her skulle de have 110 eur for en nat, men der var "desværre" fuldt optaget . Vi satte kursen mod Amalfi kysten og byen Salerno. Vi måtte dog søge "nødhavn" da det blæste voldsomt fra bjergene. Vi kom ind i Amalfi havn hvor vi fik lov at ligge ved færgekajen. Det var ensbetydende med at vi skulle sejle kl 7 næste morgen. I vores naive barnetro forestillede vi os at vinden havde lagt sig og at vi bare kunne sejle stille og roligt afsted. Men sådan skulle det ikke være. Vind stødende blev voldsommere i løbet af natten. Kl 2 blev vi vækket af den luxus yacht der lå ved siden af os. Dens anker var gledet og de blev nød til at flytte os så de kunne være der. Det blev ikke til mere søvn den nat og godt møre sejlede vi ud næste morgen, hvor vinden ikke havde lagt sig. Det var rigitg surt! Men alt gik heldigvis fint og vi kom til Salerno. Her er en kæmpe havne for færger og tankere.
Salerno er en meget hyggelig by i den der rigtig italienske stil med små stræder og hængende vasketøj. Vi fik også en helt utrolig dejlig middag på en restaurant. Helt simpelt mad, men så velsmagende og lækkert. Mmm den glemmer vi sent!
Godt trætte af vanvittige italienske havnepriser planlagde vi at få overstået resten af strækningen til Grækenland hurtigst muligt. Havnepriser mellem 30 og 110 eur er ikke noget vores bugdet kan klare. I vores øjne er det helt ved siden af at tage 40 eur for en havneplads hvor der ikke engang er toilet og bad og rotterne piler afsted ved de ophobede bjerge af skrald. Ud over det forventer havne personalet også at man giver dem kækkelige drikkepenge. Men samtidig er der få som os,og mange tusinde der lejer både til svimlende summer om sommeren der har råd til det!
Vi sejlede fra Salerno til Messina, en tur på ca et døgns tid. Lige efter solnedgang blev båden nærmest beskudt med små blæksprutter. 15 stk. fløj op af vandet. En ramte forsejlet, med dertil hørende blækklat udover sejlet. En ramte Piet i håret!! og resten klaskede ned hist og pist over båden. Meget mærkeligt: Har nu aldrig hørt om flyvende blæksprutter. Det var en dejlig sejlads til Messina. Om morgenen sejlede vi forbi vulkan øen Stromboli der til stor glæde sendte lidt røg op da vi sejlede forbi.
I Messinastrædet så vi sværdfiskebåde. De har en mast hvor der sidder en mand og ser efter fisken, et bovspryd der er længere end selve båden. Sværdfiskene ligger og sover i overfladen og så kan båden snige sig ind på den.
Vi provianterede i Messina og gjorde os klar til vores længste tur. 260sømil. 48  timers sejlads. De første 24 timer var for motor. De første delfiner kom og besøgte os da solen var gået ned. De delfiner vi har set hidtil var nogle mindre sorte. Her var det de store lysegrå der svømmede frem og tilbage og under båden. Det var en meget lang tur, men heldigvis kunne vi sejle for sejl den næste dag. Den sidste nat havde vi igen besøg af delfiner, det er altså noget der kan få humøret til at stige et par grader.
Glæden var stor da vi henad formiddagen begyndte at kunne se Paxos of Antipaxos. Vi sejlede ind i hovedbyen Gaios hvor der er en kaj langs hovedgaden med restauranter, barer og de sædvanlige butikker med en hel masse uundværdlige ting. Vi nærmest væltede over hinanden for at komme ind og få en is.
Vi blev her i to dage for lige at sunde os oven på den lange tur, og lige vende os til tanken om at vi endelig var nået Grækenland. Til stor glæde snakkede vi med en englænder (her er rigitg mange englændere!) der lå i hans selvbyggede båd ved siden af os. Han havde sejlet rundt hernede i 5 år og fortalte at det ikke koster noget at ligge ved kajerne i byerne. Det var meget opløftende efter hvad vi havde prøvet i Italien. Tilgengæld er der så ikke vand eller strøm. Vand kan man købe sig til fra en lille tankbil der kommer rundt til bådene. Strøm må vi selv sørge for. Vi har en vindmølle, men da det nærmest ikke blæser her på denne årstid har vi måtte investere i et solpanel, der drøner der udad i dagtimerne under den bagende sol. Lige nok til at holde køleskabet kørende.
Vi tog et par dage på Corfu. I marinaen var der swimmingpool, så børnene var underholdt i timevis. Vi lå for anker ud for Corfu by lige under den gamle fæstning. Her var dog utrolig mange turister så vi sejlede tilbage til Paxos igen, hvor vi lå en den dejligste bugt. Hvide klippe vægge med oliventræer, helt turkist klart vand og  cikader der larmer. Vi blev her i 3 dage og tog kun afsted derfra fordi den lille by ikke havde vand til båden og hæve automat.
Nu ligger i i Gaios igen. Vi har været på internet cafe og tale på Skype med Piets søster Barbara i Australien. De har lige fået en lille smuk dreng som skal hedde Eliott. Det var rigtig godt at få ham at se og børnene er meget glade for at have fået en fætter.
En anden sensation er at Arthur er begyndt at svømme! Drengen der altid er blevet nærmest panisk når han fik vand i øjnene hoppede pludselig ud fra kanten af båden(med vinger på, for anker). Og så er det gået slag i slag, og nu kan han svømme hundesvømning. Det er meget stort:)
Vi har købt flybiletter hjem den 1.sep. Dem der lejer huset af os er desværre gået fra hinanden, så vi flytter hjem til Mariehøj igen. Det er nu meget rart at komme hjem til sit eget, selvom vi havde håbet at kunne leje mine forældres lejlighed på havnen. Men det er nu engang super med børnene på Mariehøj.
Endnu engang skal i have tak for alle hilsnerne på hjemmesiden. Det er så dejligt at i vil følge med i vores tur:)
Nu er tempoet sat væsenligt ned. Det er meget varmt om dagen og vi er afhængige af vores badeture til at køle os ned og solsejl vi kan sidde under. Køleskabet arbejder på højtryk for at kunne følge med i vandforbruget der er steget væsenligt. Vi drikker 7-8 stk 1.5l flasker om dagen + det løse. Vi spiser græsk salat med feta med skøn Paxos olivenolie (har hørt at Harrods i London kun sælger Paxos olivenolie!) og pasta med friske tomater, hvidløg og bredbladet persille og selvfølgelig Paxos olivenolie:) Vi kan ikke klage over tilværelsen her. Kun at næste gang vi skal afsted skal vi have et specifikt budget for is til børnene:)

Ciao! Så er vi kommet til Italien, hvor vi har indtaget hovedstaden Rom. Vi har lagt Frankrig, Corsica og Sardinien bag os, og har stævnen mod Sicilien og Grækenland.

Vores første længere tur fra Frankrig til Corsica var lidt at en tur. Vi sejlede fra Il de Porquerolles ved en 10-tiden. Men efter et par timer med store bølger og ingen vind ( som er lig med rigtig døssyg sejlads og kvalme) sejlede vi mod Sant Tropez. Men pludselig kom der lidt vind og vi ændrede kursen og sejlede mod Calvi på Corsica. Det blev dog en rigtig gynge tur og en meget lang nat. Men der er jo ikke noget der er skidt uden at det er godt for noget, og glæden var stor da der kom en flok delfiner tidligt om morgenen. De svømmede sammen med os ca 5 min. Det var helt utroligt at opleve. Og samtidig tårnede Corsicas bjerge med sne på toppen sig frem i horisonten. Børnene klarede den lange tur rigtig flot. De er rigtig gode til at få tiden til at gå.

Calvi var en utrolig smuk by med en gammel citadel og en flere kilometer lang hvid sandstrand med bjerge i baggrunden. Vi lå i havn den første nat og lagde os så ud til stranden hvor vi lå rigtig godt for anker. Stranden var dejlig børnevenlig og byen super hyggelig med små gader og cafeer. Vandet var helt utroligt turkis blåt og selv på 13 meters dybde kunne man se bunden. Efter to dage i Calvi sejlede vi videre mod Cargese. Her fik vi den sidste plads i havnen. Modsat de fleste havne lå denne isoleret fra byen, som man kom til ved at bestige et mindre bjerg! Til gengæld var der så den smukkeste udsigt fra byen ud over middelhavet. Om natten blæste det op og vi måtte blive en ekstra nat da den hårde vind lavede nogle sindsyg store bølger.

Næste stop på turen var Corsicas hovedby Ajeccio. Det er her færgerne fra Frankrig sejler til på omkring 8 timer ca. 4 gange så hurtigt som os! Det er her Napoleon er født og der var selvfølgelig også et par statuer eller tre af Bony. Piet fik sat brændstoft slangerne på motoren sammen med noget der ikke var børnenes tuscher og den har 7-9-13 kørt fint siden.

Sidste stop på Corsica var Bonifacio, hvor de helt store yachts ligger side om side. Lidt efter vi havde fået tildelt vores plads kom der en 73 meters yacht ind i havnen. Igennem et af  vinduerne kunne man se 3(!!) kokke stå og lave mad. Og der var 5 dæks boys der fes rundt og ordnede og gjorde ved. Der er bare nogen der har for mange penge!

Sardinien ligger kun syv sømil fra Corsica, så det er en ligge tur på en times tid. Vi nåede dog ikke i havn før et kænnpe tordenvejr brød ud. Det var ikke sjovt og man frygter virkelig at lynet skal ramme båden. Men heldigvis gik det fint og vi kunne sejle ind i Palau havn i øs regnvejr. Der var desværre ingen pladser så vi måtte ligge uden for havnen ved en bøje, men der lå vi fint.

Mormor og morfar havde meldt sin ankomst dagen efter og vi havde planlagt at tage ind og overraske dem i lufthavnen. Her skulle vi så møde den italienske infrastruktur første gang. Bussen kom ikke, og det var ikke muligt at finde en køreplan, så vi endte med at tage en taxa til Olbia lufthavn.
Gensyns glæden var stor da vi mødtes og mormor havde kufferten fuld af overraskelser, ikke mindst dansk slik. De havde lejet en bil som vi alle kunne være i og så stod den ellers på sardinsk agriculture (bondegårds ferie) i 3 dage, med æsler, helstegt pattegris, vildsvin, ravioli og vin. Det var skønt at komme lidt væk fra båden og få set lidt af landsiden og ikke mindst kunne tage et bad når man vågnede om morgenen.
Efter tre dage flyttede vi tilbage på båden og overlod vores sove pladser til mormor og morfar. Det blev til tre tætte dage hvor der godt kunne opstå lidt kaos før sengetid, og det var lidt af en udfordring. Desværre var vejret ikke så godt, det blæste ret meget og vi fik lidt af en oplevelse en nat da vi havde lagt os i en anker bugt. Det blæste op og begyndt at regne og så ville ankeret ikke holde. Men da Piet ville trække det op for at sejle i havn, satte det sig urokkeligt fast så vi måtte blive liggende og vente til det blev lyst, og så sejle ind igen.
Der er nogle helt fantastiske strande på Sardinien. Vandet har en ubeskrivelig farve og der er massevis af små bugter man kan ligge i. Men samtidig blæser der en konstant vind hvilket gør det lidt kompliceret at være der, og så var der dyrt når man skulle ligge i havn. Derfor besluttede vi at sejle videre med Grækenland som mål.

Vi tog turen fra Olbia til Rom på ca 24 timer, for motor hele vejen. Men det var en helt klart bedre sejlads en den vi havde fra Frankrig til Corsica, så det var rigtig dejligt.

Vi har brugt to dage i Rom, hvor vi var i Peters Kirken og Colusseum. Vi gik de 551 trin op i Peters Kirken. Sejt gået af børnene. Collusseum var også en stor oplevelse og børnene synes det var vildt med de dyr der havde kæmpet mod gladiatorerne. Vi fik gået nogle kilometer og det kan mærkes i benene. Der er så ufattelig meget at se i Rom så vi kommer gerne tilbage engang.

Nu har vi været afsted i snart tre måneder og hold da op hvor har vi fået oplevet en masse. Samtidig er tidsfornemmelsen ligesom forsvundet lidt. Var det 2 eller 3 uger siden vi var på Corsica? Er det lørdag eller onsdag? Det er helt underligt at være så fri, og leve efter behov (sådan lidt p.n agtigt;)). Vi har endnu ikke mødt nogen der sejler med børn ligesom os og vi taler tit om hvor heldigt det er at vores børn har hinanden og at de har det så godt sammen. De er nu også rigtig gode til at tage sig et skænderi engang imellem og kan godt være lige lovlig drillesyge. Vi er spændte på hvordan det skal gå her når vi skal sejle på den italienske kyst. Vi har hørt meget om fuldstændig urimlige havne afgifter og overfyldte havne. En ting er sikkert vi har ikke råd til at strande her.

Internet forbindelser hænger ikke på træerne her i Frankrig. Her 1 ½mrd efter afrejse har vi fundet den første havn med WI-FI. Det er jo næsten ikke til at få armene ned over.

"Meuse" der snor sig gennem Belgien, bød på nogle utrolig smukke naturoplevelser. Vi sejlede rundt om bjerge og det hele var overvældende grønt og frodigt. Udover den smukke flora bør vi også nævne den yderst nævnværdige fauna, i kraft af gæs! Vi blev enige om at der aldrig var en belgier, der var tvunget til at sulte. De kunne bare slagte en af de utallige gæs, og vi mener utallige; der lever langs kanalen. Det er først nu at vi rigtig forstår hvorfor at den flok snakkende damer kaldes gæs.
Vi havde lidt af en oplevelse ved en lille ø, som vi var blevet lokket hen til , med legeplads, swimmingpool, bad og det hele. Det viste sig at ud over alle disse dejligheder, husede øen også omkring 200 ynglende gæs. Hold da op. der var gåselort overdet hele og hvæsende gæs. Et par havde udset sig en af legepladserne til rede. Det resulterede i at Sol lige pludselig stod ansigt til ansigt med en ret gal gase. De stod lige overfor hinanden med 1m afstand. Sol skreg og gasen hvæsede. Oscar og Arthur skreg også, de troede at Sol ville ende som gåsemad. Som prikken over i'et, havde Piet sejlet båden rundt om øen og var gået på grund og sad urokkeligt fast. Så udstyret med en pind og tre hylende unger måtte jeg forcere et område med 50 gåse par på rede, for at komme hen og hører Piet hvad der foregik. Der kom en vandscooter til undsætning og vi sejlede hurtigt væk fra gåse helvede. Gås har fået en helt ny betydning for den lille familie.

Belgien blev skiftet ud med Frankrig, og det franske gæsteflag, der af en eller anden grund er størrer end alle de andre gæsteflag, røg til "tops". Her fik vi ved den første sluse udleveret en fjernbetjening så vi selv kan betjene sluserne. Skønt, så slipper vi for at tale uforståeligt over VHF'en, en stor frihed.

Sol's fødselsdag blev fejret i Charlesvielle-Meziere. Det var en super dag, og hun fik alt hvad en 3 årig pige havde ønsket sig; en dukke, et dukke te stel og ikke mindst dukkebleer. Vi fik sunget fødselsdagssang mange gange og viftet med danskeflag. Og hun strålede som den lille sol hun jo er.

"Meuse" gik over i den sluse rige Canal de l'est. Her fik vi prøvet at sluse med to hollandske morotbåde. Vi kom ind som de sidste i sluserne og måtte kante os ind for at få plads til masten så portene kunne lukkes. Heldigvis skulle de ligge et par dage over i byen Verdun, så vi kunne sejle solo igen. Det er nu rarest at have god plads i sluserne.

I Toul havde vi lejet en bil og efterlod "Storm" i to dage for at besøge Disneyland. Vi mente at vi havde været smarte ved at vælge mandag og tirsdag uden for ferier osv. Hvad vi så ikke lige havde regnet med var at det åbenbart var skoleferie i Holland, så de havde mere eller mindre indtaget Disneyland.
Men til trods for det var det en helt utrolig oplevelse og vi ville gerne have haft et par dage mere der.
Besøget endte dog lidt dramatisk da Arthur knækkede spidsen af en blyant i øjet, således at spidsen simpelthen sad fast i selve øjenæblet. Afsted et førstehjælps centeret, der prøvede at skylle øjet uden held. Heldigvis var der en øjenlæge i det område hvor hotellet lå, som kunne se på ham. Afsted til ham, som fik blyantspidsen ud uden nogle problemer. Arthur udbrød straks "det gør slet ikke ondt længere". Moren havde allerede set øjenoperationer og hospitalsindlæggelser foran sig. Dog ikke helt så dramatisk som Oscars " tager de så hans øje ud?".
Vi kørte lige et smut ind forbi Paris på vejen tilbage for at se Eiffeltårnet. Stor oplevelse for børnene.
Endnu en prik over i'et var den fartbøde vi fik på vejen hjem!!! En lang øde landevej kl 23.30, hvor man måtte kører 90. Øv øv.

Tilbage fra Disneyland ventede "Storm" ligeså pænt på os. Foran os ventede ikke mindre end 98 sluser på 180 km. Tror vist at vi fik sluset mere end rigeligt. Det var hårdt arbejde fra 9-19 hverdag.
Udover det, kan sluse vagterne også finde på at lukke sluserne før den officielle lukketid, så man ikke kan nå det man havde regnet med. Rimeligt frustrende.

En milepæl blev nået i byen Corre hvor Canal de l'est går over i Saone floden. Det betyder at antallet af sluser daler drastisk, vildt godt.
Vi har indtil videre været utrolig heldige med vejret. Sol, sol, sol og 25 grader. Helt utrolig dejligt. Vi nyder de franske baguettes, samme dag som de er købt!!!!, rilettes, god vin og ost. Vi er dog begyndt at længes efter havet og glæder os til at kunne tage ungerne med på stranden og bade og til at få masten på og vind i sejlene.
Vi satser på at der kommer flere hvane med Wi-Fi, så vi kan fortælle om hvad vi oplever. Det er skønt at I har lyst til at følge med, og vi, og specielt ungerne, bliver så glade når der er nogen der har skrevet en hilsen til dem/os.